User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

27 december 2017

Ny blog :-)

Ja ja, så fik jeg alligevel taget hul på noget her i julen, som jeg skrev i mit sidste indlæg. :-) 
Bare rolig - har slappet af og har så sandelig planer om mere afslapning, men nu var ideen der lige. 
Jeg har lavet en ny blog - It i indskolingen - kan findes på indskolingit.blogspot.dk.

Og hvorfor har jeg så det? For det første fordi jeg gerne vil forsøge at samle et sted med alle de gode ideer til apps og programmer og for det andet fordi jeg gerne vil lege med Book Creator og dele disse filer et sted, som ikke er her på bloggen. Og tja, så var en ny blog født. 
Den er fortsat i sin spæde opstart, men har lavet de første 3 bøger, der kan arbejdes med efter nytår, hvis nogle har lyst. Så kig gerne forbi!

Fortsat god juleferie!

20 december 2017

Glædelig jul!

Så blev det den 20. december og i går sendte vi vores elever på en velfortjent juleferie - og den er mindst lige så velfortjent for alt personalet. Vi sluttede dagen af med årets julefrokost - elsker simpelthen at feste med mine kollegaer; det er sådan en god måde at møde dem på en anden måde ind i den daglige tommerum. Og nu holder vi så ferie 15 skønne dage - vi starter først den 4. januar, så vi har dejlig lang juleferie i år.

Bloggen her har nu eksisteret i lidt over 2 år. Det er 'kun' blevet til knap 40 indlæg i år, dvs. slet ikke i nærheden af de mange indlæg der blev lavet sidste år. Men det er nok meget naturligt, da jeg jo lige nu 'genbruger' mange af de filer jeg allerede har lavet, da jeg har 1. klasse. Jeg kan også se, at min blog bliver flittigt besøgt - det er så fedt at se, at så mange kan bruge de ting jeg laver. Noget er helt klart bedre end andet, sådan er det nok ofte, når man selv laver materialer, men så er det jo godt, at der er så meget at vælge imellem. Jeg har ikke helt tal på, hvor mange filer der er her på bloggen, men jeg vil tro et sted mellem 300 og 400. Pænt mange i hvert fald!

Derudover har jeg jo et par blogge mere, som der ikke pt. lægges nyt materiale på - det kan være det kommer igen. På lyttilhistorier.blogspot.dk kan eleverne lytte til små historier - jeg har brugt siden rigtig meget til én af mine elever, og han kan sidde i en hel lektion og være opslugt af at lytte. Desuden er der indskolingspil.blogspot.dk som jeg også kan se fortsat bruges en del. Her er der samlet forskellige spil lavet på learningapps.org. Kan være jeg snart skal se på, om jeg skal have lavet nogle flere. 

Nu skriver vi snart 2018 - hvad skal der så ske af nye ting? Jeg er jo ret begejstret for BookCreator og især fordi Skoletube.dk har fået det med i deres pakke. Det er simpelthen så fed en app (kan bruges på ipad og i chrome-browser), og jeg er ærgerlig over, at min 1. klasse ikke har deres egen chromebook - det får de heldigvis til næste år! Jeg har en plan om, at jeg godt kunne tænke mig at lave en side med bøger til BookCreator, som dels kan bruges til inspiration, dels kan bruges så man kan dele bøgerne med sine elever, så de kan arbejde i den - f.eks. som små arbejdsbøger på computeren. Jeg har ikke helt tænkt færdig endnu, men noget skal der helt sikkert laves. Måske får jeg taget hul på noget allerede her i juleferien...jeg kan godt have en tendens til at blive lidt rastløs når jeg har fri så mange dage, og så må vi se om det er computeren eller en bog der vinder min opmærksomhed. :-)
Derudover vil jeg selvfølgelig fortsat dele nye filer her på bloggen, når jeg lige bliver inspireret til at lave noget nyt, som jeg tænker andre kan få glæde af!

Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber I får en dejlig en af slagsen med familie og venner! TAK fordi I kigger forbi min blog og kan bruge mine ting!

14 december 2017

Classroomscreen.com

Jeg så lige på twitter en henvisning til siden classroomscreen.com og tænkte jeg lige skulle kigge forbi. Og det er jeg glad for! :-)
Det er en super fin side der kan bruges i klassen til f.eks. at have programmet for en time oppe, hvordan der skal arbejdes (hviske, spørg sidemand, osv). og et nedtællingsur - alt sammen fremme på skærmen på samme tid. Smart!
Jeg lavede lige hurtigt en video, hvor jeg gennemgår de forskellige menuer på siden, så skulle det være hurtigt og let at kaste sig ud i. Jeg er ret sikker på, at den skal jeg i hvert fald i gang med at bruge i min klasse! 



Beklager støjen i videoen. Jeg havde ikke lige mit headset hjemme, og jeg har en computer der køler lidt voldsomt ;-) 
Videoen kan også ses her: https://youtu.be/-7ZsJiRzOd4

08 december 2017

December i 1C

Pyha, så er vi allerede i fuld gang med december! Jeg synes skoleåret indtil nu er fløjet forbi og det er ikke til at forstå, at vi lige om lidt kan drage på en velfortjent juleferie! 
Jeg kan på mange måder godt lide december måned i skolen, når man har de små, for de elsker at hygge og vil gerne høre historie, have kalender og synge sange. Men jeg synes for hulan da slet ikke vi når noget! Jeg kan blive helt overrasket over, hvor lang tid vi indimellem kan bruge på at pakke gaver op, læse et kapitel i en historie og åbne en julekalender med julesange. Jeg havde jo egentlig lavet hilsner fra nissen, men det har jeg desværre ikke fået brugt i min egen klasse. Heldigvis bruger min kollega i en af de to andre 1. klasser brevene og klassen er meget begejstret for dem! :-)

Jeg har lavet et juleugeskema til december måned. Jeg har ikke introduceret klassen for ugeskema endnu, så dette er den spæde start. Eleverne har fået deres eget skema, som de har sat på deres bord, og kan så krydse opgaver ud, efterhånden som de bliver færdig. Her ser i skemaet:


Juleopgaverne er et kompendium samlet med nogle af mine egne opgaver (fundet på fanen jul) og nogle opgaver samlet i løbet af årene. Juleforfatterhæftet er de forskellige skriveopgaver (de to filer med skriveskabeloner), som også findes på fanen jul. Vendespil, domino og match ord og billede er alle materialer fra akea-produkt.dk, som desværre er lukket ned. Alle ordene i spillet har vi desuden til at hænge i klassen. Farveopgaven er for at der er noget hyggeligt - her er det jule-mandalaer. Det har været en stor succes at lave juleugeskemaet - ungerne elsker det! Vi øver os på det der med hviskestemmer, det er vi ikke helt så gode til endnu, men det skal nok komme! Derudover læser vi Tea, Nis og Rotte, som er fundet på skolekom, og 7 elever har en mappe som de selv læser i med "Kender du Nis?", som er en kopimappe vi har på skolen. De arbejder selv, mens jeg læser Tea-historien med resten af klassen. Det fungerer super godt! 

Står du lige og mangler et hyggeligt julespil til en af de sidste dage eller måske sidste skoledag inden juleferien, så husk at der ligger et på fanen jul under datoen 17/11-15. En af mine elever fortalte lige i dag, at hun har det derhjemme, da en praktikant jeg havde for 2 år siden i nov/dec har spillet det med hende - pudsigt :-)