User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

27 august 2017

Endnu en uge er gået!

Da jeg i fredags gennemgik dagens program med min klasse, og vi nåede til at snakke om, hvilken dag det var i dag, og hvilken dag det så var i morgen, tog jeg mig selv i at tænke, at jeg jo lige synes jeg havde snakket med dem om deres weekend. Denne uge er simpelthen fløjet af sted!
Tirsdag havde vi forældremøde på hele årgangen. Vi startede fælles, hvorefter vi fortsat i klasserne. Jeg synes altid jeg har alt for meget på hjertet, måske især til det første møde i 1. klasse, men der er bare så mange ting at fortælle. Jeg startede også med på forhånd at undskylde for alle de mange ting, jeg skulle fortælle ;-)

Torsdag var jeg på WebIT17, som afholdes af Skoletube. Ved I ikke hvad skoletube er, kan jeg anbefale jer at kigge forbi skoletube.dk og skoletubeguide.dk. Skoletube er en samling af forskellige programmer, som man har adgang til, hvis man har abonnement på skoletube. På skoletubeguide kan man finde vejledninger til alle programmerne (de fineste videovejledninger der er lige til at gå til), samt forskellige inspirationsforløb til de forskellige programmer. Jeg er VILD med skoletube, og har et mål om, at jeg gerne vil få mine kollegaer til at bruge det endnu mere. Indenfor det seneste år har de fået to suveræne programmer ind i deres programpakke - Explain Everything og WeVideo, og bare dem alene er nok til at jeg tænker, at alle burde have adgang til skoletube. Dagen var en super spændende dag, det er 3. gang jeg er med og bliver hvert år lige inspireret. Jeg kommer til at lave et indlæg senere, om nogle af de ting, som jeg hørte om i torsdags - især en side de er ved at lave omkring copyright på f.eks. billeder, som jeg tænker alle burde kigge på!!

Tilbage til 1. klasse. Sidste fredag da vi havde makkerlæsning med vores bøger fra mapperne (som jeg tidligere har lavet et indlæg om), fik jeg slet ikke brugt tid nok på det - man skal lige ind i det hele igen. Så i fredags havde jeg sørget for, at vi startede med makkerlæsningen. Inden vi gik i gang havde jeg lavet en planche som jeg gennemgik (og efterfølgende blev den hængt op på væggen), så eleverne ved, hvordan man læser makkerlæsning - for det er ikke en selvfølge, at man ved det. Planchen har jeg lagt ind på fanen "Lidt af hvert". Derudover havde jeg også lavet makkerparrene og efter hvert par skrevet, hvor de skulle sidde og læse henne. Begge dele gav ro, idet alle nu vidste hvad de skulle, hvordan de gjorde det, hvem de skulle gøre det med og hvor - så alle par forsvandt ud til deres steder og gik i gang med opgaven. Glæder mig allerede til på fredag, hvor vi skal gøre det igen!
I morgen venter endnu en ny uge, så må vi se, hvad den bringer!
Kig på fanen "Lidt af hvert" under 27/8-17.

18 august 2017

Så er vi for alvor i gang!

Så er de første 7 dage af det nye skoleår overstået. Denne uge er fløjet afsted, jeg synes lige det har været mandag, og nu er det tid til weekend. Og jeg synes stadig der er mange ting, som jeg mangler at få styr på (f.eks. en årsplan til engelsk 1. klasse... ;-) ). 
Jeg har denne uge valgt at have fokus på at skabe struktur i dagene og præsentere børnene for det samme hver dag, så der bliver en genkendelighed over opgaverne/det vi laver. Det har børn i aldersgruppen godt af, og på de 4-5 dage jeg har kørt det samme program, er det tydeligt at mærke, at tingene allerede tager kortere tid, end det gjorde den første dag. 
Som I jo ved, har mine kollegaer og jeg sat gang i læsemappe. De fik den med hjem første skoledag, og vi har så i dag læst makkerlæsning i bøgerne. Jeg havde fejlvurderet mit program, der skete lige et par ting undervejs som skød det, så børnene fik desværre ikke den tid til det, som de burde have haft - så jeg har lovet, at I næste uge, vender vi rundt på fredagens program, så vi har læsemappen først før vi laver noget andet! Umiddelbart virkede børnene glade for bøgerne, og mapperne er nu gjort klar til at blive udleveret med nye bøger i på mandag.
Men tilbage til den struktur jeg har brugt denne uge. Jeg har desværre kun morgentimer 2 dage i min klasse, men jeg har tilgengæld 2 skønne kollegaer, som har de andre morgener, og vi starter altid dagen på samme måde. Det giver god genkendelighed for de af vores elever, som har brug for det. Vi starter med at gennemgå dagens program, dvs. hvilke timer skal klassen have i løbet af dagen. Her fortælles det også, hvis der kommer vikar i nogle af timerne. Dernæst gennemgår vi hvilken dag vi har, hvilken dag var det i går og i morgen, samt dato, måned, årstal og årstid. Dernæst sætter vi et symbol op for dagens vejr. Det er først gang jeg prøver det, og indtil videre fungerer det meget godt. Og så er vi klar til at gå i gang med timen. Jeg starter altid mine timer med at gennemgå, hvad vi skal lave i løbet af timen og skriver det på tavlen. I denne uge har vi fast kørt følgende (forklaring efterfølgende):
- Læse (fælles, alene, makker)
- Skrive (fælles, alene)
- Bogstavløb
- Vi lærer små ord
- Høre historie
Tina Sejling, som har skrevet de to materialer om Pelle Pamfilius som jeg ELSKER, har lavet 100 små læsetekster til brug i 0.-2. klasse (find dem her), og disse tekster har vi taget i brug på årgangen. Vi læser en tekst hver dag. Jeg sætter teksten op på tavlen, og så snakker vi først om alle ordene, hvorefter vi læser teksten (en elev læser en sætning, og vi gentager sætningen - til slut læser vi teksten 2-3 gange fælles). Herefter repeterer jeg, at først skal teksten læses (de skal læse den 3 gange og derefter for deres sidemand), dernæst skal man skrive sin favorit sætning på stregen og til sidst tegne. Eleverne får nu selv udleveret teksten og går i gang med opgaven. Det fungerer så fint - der er INGEN brok overhovedet over, at teksten skal læses 3 gange. Eleverne har fået en mappe, hvor de sætter teksten i, når vi er klar til at gå videre - så kan de eventuelt læse den højt derhjemme.
Dernæst skriver vi. Jeg finder et billede (har blot søgt tilfældige billeder på pixabay.com) frem på tavlen, og eleverne kommer med forslag til 4-5 sætninger. Sætningerne er lidt i samme stil, som dem de læser, så de er meget simple. F.eks. "Se en sø. Se en blå sø. Se en bamse. Det er en frø." De finder nu deres hæfte og skriver sætningerne af fra tavlen - dem der vil, må gerne skrive mere til; det er der nogle stykker der som regel gør. Når de har skrevet, skal de tegne tegningen. 
Bogstavløb er for at få lidt bevægelse og luft ind i timen. Jeg har 10 spande (sådan nogle affaldsspande købt i IKEA, tror de kostede 10 kr. spanden), hvor der er skrevet tal fra 1 til 10 på hver spand. Jeg har fundet et ord på 10 bogstaver og placerer et bogstav i hver spand, hvorefter spandene placeres udenfor. Eleverne får nu et svarark med 10 streger på, med et tal under hver streg. Og så fungerer det ellers ligesom en hentediktat, at de løber ud og finder et bogstav og løber tilbage og skriver bogstavet på den rigtige streg (spandens nummer). Jeg har et par enkelte drenge, som har sedlen med ud, så man kan sagtens differentiere i opgaven. På fanen "Forskellig løb/bevægelse/brainbreak" har jeg lagt vores svarark og et eksempel på et ord ud.
Vi lærer små ord er blot opgaverne med samme navn, som kan findes øverst på "Ordarbejde". Jeg har kopieret dem til et lille kompendium, som de så får lov til at arbejde løs i.
Til slut hører vi en historie. Enten en lille historie fra en lydbog eller også læser jeg højt. Her må de gerne sidde og tegne i deres tegnehæfter eller arbejde videre i Vi lærer små ord. 
På denne måde kommer vi igennem skrivning, læsning (både alene, for en makker og højtlæsning/lytte) og lidt bevægelse i løbet af en dobbeltlektion. 
Nu er mit problem så, at jeg jo egentlig også har en årsplan, som vi skal begynde at følge... :-D Så i løbet af den næste uges tid, må jeg prøve at justere i planen, så vi også kan få plads til nogle andre ting.

09 august 2017

Klar til 1. skoledag!

Pyha jeg synes, at jeg at har løbet stærkt disse dage!! Vi startede på skolen i mandags, og vi har været heldige kun at have to fællesmøder, hvilket har givet tid til masser af planlægning. Eller, planlægning er måske så meget sagt - mine teamkollegaer og jeg har gjort klar til vores kommende 1. klasser. Jeg troede egentlig, at jeg var ret godt med, for nu har vi efterhånden prøvet det nogle gange. Men tiden flyver simpelthen bare af sted. I dag blev det så endelig tid til at komme i klassen og få den gjort klar, dvs. sat plakater mv. op på væggene, gjort bordene klar, ordne reol, fikse blyanter mv., og så alle de mange andre ting som gør, at tiden den bare ryger. Jeg var færdig kl. 17 - kl. 17 blev der sagt! Men, jeg nåede alt det jeg ville :-) Der er fortsat nogle ting, som jeg mangler, men det må vente og komme op i løbet af de kommende uger - det går nok også! (Og i morgen når jeg er færdig med min undervisning, må jeg hellere kigge lidt på mine it-opgaver på skolen, som er blevet forsømt disse dage...)
Hvis I følger min blog igennem min facebookgruppe (https://www.facebook.com/groups/1315739871789787/), så lægger jeg lidt flere billeder ind af min klasse der. En del af de ting som er hængt op på rundt omkring, er ikke mine egne ting. Jeg kan ikke helt løfte sløret for, hvor det kommer fra, men jeg lover, at så snart jeg kan, så laver jeg et indlæg om det. En af de ting jeg helt sikkert skal have lavet og hængt op i klassen er mine alfabetplakater, men kunne simpelthen ikke nå det.
Jeg ved, at hos nogle er børnene startet i dag, hos andre kommer de i morgen (f.eks. hos os) og andre igen først på mandag. Jeg vil blot ønske jer alle en rigtig god opstart! ;-)


07 august 2017

Alfabet og nye arbejdskort

Var åbenbart lige lidt kreativ i weekenden :-) Jeg har også lavet et alfabet (nu fik jeg jo lavet talplakater, så kunne jeg lige så godt fortsætte med alfabetet...), hvis nogen kan bruge det. Og så har jeg lavet lidt flere arbejdskort med opgaver. Måske kan nogle af jer huske de "Kort til ordarbejde" som var nogle af de første ting, som blev lagt på bloggen. Nu skal jeg jo have 1. klasse, så har lavet nogle lignende kort, hvor der bl.a. er fokus på nogle opgaver ift. alfabetet. 
Alfabetplakaterne kan findes på fanen "Lidt af hvert" under den 5/8-17 og arbejdskortene på fanen "Ordarbejde" under 6/8-17. Begge dele kan også findes på 0. klasse.



05 august 2017

Lidt matematik

Bloggen er opdateret med et par filer til matematik.
Tidligere har jeg lavet et puslespil med tal fra 1-10. Jeg har nu fået lavet tilsvarende brikker med tallene 11-20. 
Desuden har jeg forsøgt mig med at lave et matematik underlag, hvor ovennævnte brikker bruges - der er to forskellige udgaver af underlaget.
Har lige lavet plakater med tallene fra 0-20. 
Alle filer er placeret på fanen Matematik

NB. begge navneskilte på fanen Lidt af hvert er desuden opdateret med side, hvor der er skrevet tabeller i matematikområdet.


01 august 2017

Snart skolestart!

Mange starter så småt på arbejde i denne uge, og planlægningen er for alvor i gang! Der skal holdes møder, laves årsplaner, kopieres materialer - og så er der ofte også lige en klasse der skal pyntes pænt op. På min skole blev alt pakket i kasser op til ferien pga. overnattende gæster på skolen, så de fleste af os kommer til tomme klasser - pyha der bliver noget at se til!
Måske mangler du fortsat lige at finde piktogrammer til dagens program, eller måske til kalenderen. Det kan også være en lille kort opgave om min sommerferie, som skal gøres klar. Hvis du endnu ikke ved, hvad du skal bruge, så kan det være du kan bruge nogle af de ting, som du kan finde her på bloggen.
På fanen "Lidt af hvert" kan du bl.a. finde følgende:
Piktogrammer med de forskellige fag - kig under 21/6-16
Et skriveunderlag til f.eks. 0.-1. klasse - kig under 29/6-16
Skriv om min sommerferie - kig under 30/6-16 (der er også en 'bucket list' lige nedenunder om ferien)
Kalender med dage, måneder, årstid og datoer - kig under 1/8-16

Skal du have pyntet en dør kan jeg anbefale at tage et kig på pinterest - der bugner det af gode ideer!